Cryptera
ID: 4896
20. december 2024
Cryptera leverer cybersikkerhed som en service, der gennem avanceret kryptologi og certificeringer beskytter sensitiv data.
ID: 4884
9. december 2024
Trackunit er en fremtrædende aktør i byggebranchen, hvor den forbinder millioner af maskiner verden over og betjener mere end 7.000 kunder. Virksomheden blev grundlagt i 1998 og fokuserede oprindeligt på hardware, men den har siden udviklet sig til en global teknologivirksomhed, der orkestrerer data og infrastruktur med henblik på at forbinde hele økosystemet i byggebranchen. Trackunit opererer i over 100 lande og har et team på mere end 450 medarbejdere fordelt på 17 lokationer. Med denne tilstedeværelse opfylder virksomhedens software-drevne SaaS [1]-platform en verdensomspændende efterspørgsel efter øget tilslutning og effektivitet i byggebranchen.
Med fokus på store byggevirksomheder tilbyder Trackunit IoT [2]-løsninger, der forbedrer styringen af maskiner og udstyr. Ved hjælp af telematik-enheder udnytter løsningen maskindata, så kunderne kan holde øje med vigtige oplysninger som f.eks. placering, anvendelse og slitage. Den integrerede hardware- og softwaremodel sikrer nem integration med kundernes systemer, hvilket giver handlingsrettede indsigter og forudsigende værktøjer til at sikre operationel effektivitet, vedligeholdelse og sikkerhed.
Trackunits forretningsmodel er dybt forankret i de SaaS-baserede IoT-løsninger, der er udviklet specifikt til byggebranchen. De specialiserede hardware-enheder suppleret med plug-and-play-software gør det muligt for virksomheden at tilbyde deres kunder et bredt udvalg af analyser, rapporter samt operationel indsigt. Softwaren udnytter de data, der indsamles af hardware-enhederne, til at lette beslutningsprocesser og øge effektiviteten i byggeprocesser. Trackunits forretningsmodel er illustreret nedenfor.
Trackunits IoT-løsninger bygger på en central platform kaldet IrisX, som er designet til at forbinde maskiner og processer, mens den samtidig beskytter følsomme data mod uautoriseret adgang, nedbrud og lignende risici. Cybersikkerhed er derfor helt fundamentalt i Trackunits forretningsmodel, da det både er afgørende for at opretholde kundernes tillid og sikre pålideligheden af firmaets løsninger.
Trackunits løsning består af en række komponenter i form af hardware, software og platformen IrisX. Denne platform er byggestenen i Trackunits IoT-tilbud og er udviklet på baggrund af sin succesfulde forgænger Iris. IrisX integrerer generativ AI og sprogmodeller til at levere avanceret analyse, automatiserede arbejdsprocesser og skræddersyet app-udvikling. IrisX er designet specifikt til anvendelse i byggebranchen og kan interagere med størstedelen af det udstyr, der anvendes, fra små maskiner som sakselifte til store gravkøer. Platformen omfatter firmware og et cloud-system, der håndterer softwareopdateringer, datalogning og diagnostik. IrisX er skalerbar, fleksibel og tilpasningsdygtig til forskellige byggeprojekter. Yderligere prioriterer platformen datasikkerhed og netværksstabilitet for at sikre pålidelig datastyring inden for byggebranchens digitale rammer. Med et velstruktureret datasystem giver IrisX brugerne mulighed for selektivt at dele data, hvilket gør det muligt for dem at opbygge personlige økosystemer. Efterhånden som platformen udvikler sig, vil den levere dybdegående indsigt til at tackle centrale udfordringer i branchen som planlægning af vedligehold og flådestyring.
Softwarekomponenter
Hardwarekomponenter
Trackunits fokus på cybersikkerhed er blevet en afgørende faktor, der gør virksomheden til en attraktiv samarbejdspartner i byggebranchen, hvor sikkerhedsaspektet med hensyn til digitalisering bliver stadig vigtigere. Deres proaktive strategi fokuserer på at inkorporere sikkerhed allerede i produktudviklingsfasen samt at skabe en risikobevidst kultur både i og udenfor organisationen. Trackunits løsninger er designet til ikke blot at være robuste og sikre, men også til at være foran markedet med hensyn til at forudse og håndtere cybersikkerhedsudfordringer.
“Når vi driver vores virksomhed, er cybersikkerhed indarbejdet i alt, hvad vi gør... Det er mere som at trække vejret end at handle.”
Søren Bruncke Mikkelsen, Senior Director of Engineering
Ved at integrere cybersikkerhed i deres løsninger har Trackunit gjort det til en fundamental del af deres værditilbud [3]. Virksomheden sigter mod at transformere og sikre byggebranchen gennem innovativ teknologi og robuste cybersikkerhedspraksisser. I deres bestræbelser på at udnytte det forretningspotentiale som cybersikkerhed rummer, fokuserer Trackunit på fem specifikke områder:
Trackunits fokus på cybersikkerhed er blevet en betydelig konkurrencefordel, som skaber merværdi for deres kunder, idet det harmonerer med den stigende efterspørgsel efter sikre, effektive og compliant operationer i byggebranchen. Virksomhedens tilgang til cybersikkerhed er strategisk snarere end operationel, hvilket bevirker, at databeskyttelse er indbygget i deres løsninger.
Ved at digitalisere og fremme mere datadrevne byggeprocesser driver Trackunit innovation, der forbedrer arbejdsprocesser på brancheniveau og dermed har potentiale til at gøre branchen mere effektiv, værdifuld og sikker på globalt plan. Trackunit anser en række punkter som værende afgørende for, at deres IoT-løsning er blevet succesfuldt modtaget af markedet. Disse punkter, som hovedsageligt er drevet af deres fokus på cybersikkerhed, er samlet i en liste med anbefalinger nedenfor:
1. Etabler intern cybersikkerhedsstyring
Byg en solid styringsstruktur, der fremmer indførelsen af cybersikkerhed som en strategisk og kulturel del af organisationen. Det anbefales at dedikere en afdeling eller et udvalg til at varetage arbejdet med at styrke virksomhedens position inden for cybersikkerhed og derved manifestere, hvorledes cybersikkerhed skal integreres dybt i virksomhedens strategi og skabe værdi for interessenter.
“Du skal integrere cybersikkerhed i hele organisationen – og det sker ikke fra den ene dag til den anden. Start så tidligt som muligt.”
Søren Bruncke Mikkelsen, Senior Director of Engineering
2. Integrer sikkerhed i produktdesign
Integrer sikkerhed på produktniveau i din løsning ved at inkorporere funktioner som kryptering på diskniveau og tredjeparts penetrationstest. Ved at samarbejde med førende cybersikkerhedsleverandører kan din virksomhed skabe datasikkerhed og robust produktintegritet, hvilket vil forbedre dit værditilbud, da det skaber øget sikkerhed for kunderne.
3. Anvend modeller for cybersikkerhed
Anvend sofistikerede modeller som zero-trust for at sikre, at din virksomheds cyberforsvar forbliver effektivt mod udefrakommende trusler. For at opretholde modellens høje sikkerhedsstandarder anbefales det løbende at gennemgå og opdatere cybersikkerhedspraksisser, således at de nyeste systemtrusler og teknologiske fremskridt kan håndteres.
“Vi tillader intet fra ukendte netværk at få adgang til vores systemer, medmindre de identificerer, hvem de er.”
Søren Bruncke Mikkelsen, Senior Director of Engineering
4. Udvikl cybersikkerhedsforanstaltninger og proaktive responsplaner
Udarbejd målrettede foranstaltninger for, hvordan værdifulde aktiver kan beskyttes, især hvis din virksomhed sælger IoT-løsninger, da det vil styrke deres forsvar, skabe kundetillid og øge virksomhedens integritet. Anvend en struktureret plan for, hvorledes foranstaltningerne opretholdes og potentielle hændelser regelmæssigt evalueres. Således sikres den operationelle modstandsdygtighed og beredskabet til at håndtere cybertrusler.
[1] SaaS – Software as a Service (SaaS) er en metode til at levere softwareapplikationer over internettet, som er baseret på cloud frem for lokal installation.
[2] IoT: The Internet of Things (IoT) refererer til netværket af fysiske enheder, der er udstyret med sensorer, software og anden teknologi til at forbinde og udveksle data med andre enheder og systemer over internettet.
[3] Værditilbud: en klar opsummering af, hvordan et produkt eller en service løser et problem, forbedrer en situation eller leverer specifikke fordele samt hvilken værdi, det tilbyder kunden.
Copyright notice: © 2022 – 2026 CyPro-konsortiet.
Dette materiale er produceret som en del af CyPro-projektet, der er finansieret af Industriens Fond under det tematiske fokusområde cybersikkerhed.
CyPro-projektet sigter mod at styrke vidensniveauet inden for cybersikkerhed i produktionsindustriens økosystem i relation til Internet of Things (IoT) og Industri 4.0.